Rambuktyve stjal for en halv million kroner i storcenter
Klokken lidt i to natten til torsdag blev Bryggen i Vejle ramt af rambuktyveri. Og tyvene slap afsted med det. I alt blev der stjålet varer for cirka en halv million.
Det var i en stjålet bil, at tyvene kørte gennem en branddør i storcentrets side ud mod åen, og så kørte tyvene tværs over gangen og ind i gitteret til computerforretningen Humac, hvorefter man meget hurtigt fik stjålet en masse Apple-produkter.
Tyvene løb ud igen, og alt mens alarmerne var i fuld gang, stak de af ud til ventende bil og kørte afsted i en rasende fart.
Der er, ifølge Vejle Lokalpoliti, tale om en flugtbil, som var en stor mørk 4-hjulstrækker, måske af mærket Audi eller Porsche, og den havde diodelys bagpå.
Politiet fik ikke fanget tyvene, der stak af via Fredericiavej og ned på motorvejen retning nord.
Bilen, der blev brugt til at smadre gennem både branddør og gitter, var en koksgrå Mazda 2, og den var umiddelbart forinden stjålet hos Peugeot i Vejle. Politiet er meget interesseret i at høre fra eventuelle vidner, som har set noget på tyvenes lange vej gennem Vejle.