Læs mors rørende tak efter hendes søns alvorlige ulykke
En bevæget mor sender nu sin tak til alle, der hjalp, da hendes 14-årige søn Bastian i tirsdags blev kørt ned i et fodgængerfelt i Lyngby.
Bastian var på vej over fodgængerfeltet ved SuperBrugsen og Statoil, da han blev ramt af bilen. Drengen fik en voldsom hjernerystelse, en brækket næse og overfladiske skrammer, men havde Bastian ikke haft cykelhjelm på, kunne ulykken ifølge moren Pernille Holtze være endt langt værre.
"Heldigvis havde han cykelhjelm på. Den flækkede og skånede hans kranie og hjerne," skriver hun i et læserbrev i lokalavisen Det Grønne Område, hvor hun fortæller om chokket og siger tak for hjælpen.
"Vi vil gerne udtrykke vores taknemmelighed over for jer, der ringede 112 og sad ved ham og holdt ham i hånden, da han lå på asfalten, indtil jeg kom og havde samlet mig nok til at tage over," skriver hun.
"I var flere, der tog jer af ham – og mig i min choktilstand, og det skal I have tusind tak for!
Jeg kunne ikke forstå, hvor han blev af og ringede ham op, og fik et af jer omsorgsfulde mennesker i røret. Jeg husker ikke, hvad du hed. Men jeg håber at du/I alle involverede er klar over at jeres omsorg påskønnes!"
Der går nu lidt tid inden almindelig skolegang og aktiviteter kan genoptages, men derudover kommer Bastian sig med stor sandsynlighed fuldstændig, oplyser Pernille Holtze.