Fortsæt til indhold

16-årig skjulte oversavet jagtgevær i familiens campingvogn

Et anonymt tip ledte politiet til 16-årig, som havde skjult et oversavet jagtgevær

Krimi
Af Birgitte Masson

Takket være et anonymt tip, lykkedes det politiet at beslaglægge et oversavet jagtgevær, som var opbevaret i en campingvogn, og som tilhørte en 16-årig ung mand.
"Vi fik så detaljerede oplysninger, at vi tog tippet alvorligt, og kørte til stedet, som er i Jægersprisområdet," fortæller Henrik Laugesen fra Nordsjællands Politi.
"Ved forskellige forhøringer fandt vi frem til den 16-årige unge mand og det oversavede jagtgevær, som han havde opbevaret i familiens campingvogn. Den 16-årige havde fået jagtgeværet overdraget, og havde haft det med sig forskellige steder, blandt andet på Christiania, hvor han har forsøgt at sælge det," fortæller Laugesen.
Den 16-årige er kendt af politiet. Han blev anholdt, og der var lagt op til, at han skulle fremstilles i grundlovsforhør i går torsdag. Men anklagemyndigheden fandt ikke grund til det. Bland andet på baggrund af at der ikke blev fundet ammunition, og at man anså sagen for opklaret.
Den 16-årige erkendte, at være ejeren af det oversavede jagtgevær. I følge Laugesen venter der ham nu en frihedsstraf.