18-årig fængslet for at lave falske pengesedler
Lukkede døre under grundlovsforhør, endnu ingen detaljer om medsammensvorne
En unge mand med tilknytning til Hillerød blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger under anklage af at have produceret falske pengesedler.
Ifølge efterforskningsleder ved Nordsjællands Politi Michael Gaml, skete fængslingen efter et grundlovsforhør, hvor dørene blev lukket.
Han vil derfor ikke ud med nærmere detaljer i sagen og kan hverken fortælle om, hvordan man har fundet frem til den 18-årige, om der er mistanke om flere gerningsmænd eller, om den unge mand i forvejen er kendt af politiet.
Michael Gaml bekræfter dog, at den 18-årige blandt andet sættes i forbindelse med de falske 500-kronsedler, der i weekenden blev betalt med i Rema 1000 i Veksø, og at man generelt kan trække tråde til både områder under Nordsjællands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.
"Det kan give op til 12 år i strafferammen, og det er noget, som man ser meget alvorligt på. Strafferammen svarer næsten til den, der er ved et drab," siger Michael Gaml.