Hvem har smidt denne campingvogn fyldt med skrald?
Ukendte gerningsmænd har efterladt denne udrangerede campingvogn uden nummerplade og stelnummer nær tennisklub. Kommunen skal nu betale for bortskaffelsen
Medlemmerne af Ølstykke Tennisklub er den seneste uge blevet mødt af en udrangeret campingvogn på parkeringspladsen foran klubhuset på Stadionvej i Ølstykke.
Det er uvist, hvem der har efterladt campingvognen, der mangler sin nummerplade og også har fået fjernet stelnummeret, men det er sandsynligvis en person, som fandt det nemmere end at skille sig af med den på korrekt vis.
"Det er bestemt ikke første gang, at der bliver efterladt affald på p-pladsen foran klubben. Vi ligger forholdsvis afsides, så det er nemt for folk at efterlade ting uden at blive opdaget. Der er før efterladt udbrændte biler, men det er første gang, vi er oppe i den størrelse," udtaler Ølstykke Tennisklubs næstformand, Gert Plenge.
Parkeringspladsen ligger på kommunalt område, så det er Egedal Kommune, der har ansvaret for at fjerne den værdiløse campingvogn, og på kommunens materielgård er man ærgerlig over at skulle bruge penge på at fjerne affald, som private har smidt.
"Vi har en aftale med et firma, som henter og bortskaffer de større ting, vi finder efterladt rundt om i kommunen. Det kommer til at koste op mod 5.000 kroner at få fjernet sådan en campingvogn, og det havde da været rart at bruge de penge på andre ting - eksempelvis beplantning - i stedet for," siger afdelingsleder på Materielgården i Egedal Kommune, Lars Krog. Han understreger dog, at sager som denne ikke er et generelt problem i kommunen.
"Vi har kun haft fire sager om efterladte køretøjer og syv sager om større mængder henkastet affald i år, så det er ikke et generelt problem hos os. Vi bruger faktisk væsentlig flere kræfter på at samle ting op fra vejene, som folk smider ud af deres biler," siger Lars Krog.
En opfordring om at stoppe begge former for "affaldssvineri" er hermed givet videre.
Se hvordan den udrangerede campingvogn er efterladt i videoklippet øverst i denne artikel.