Fortsæt til indhold

Cykeltyv ville sælge stjålen cykel til ejerens far

Krimi
Tim Panduro

En familiefar fra Hillerød fik sig noget af en overraskelse, da han søndag formiddag var i Østervang i Hillerød.
Faderen ville købe en ny cykel til sin datter, der kort forinden havde mistet sin egen cykel ved et tyveri.
"Han havde fundet en passende cykel i Den Blå Avis, men da han kom frem til Østervang, opdagede han, at det faktisk var datterens stjålne cykel, han fik tilbudt", siger specialkonsulent hos Nordsjællands Politi i Hillerød, Christian Have.
Manden tilkaldte politiet og fik sin datters cykel tilbage.
Sælgeren fik også noget ud af det - nemlig en sigtelse for tyveri af ikke blot pigecyklen, men også af en anden cykel, der stod i lejligheden.
Manden bor i øvrigt ikke i Hillerød. Den 29-årige formodede cykeltyv er tilmeldt en adresse i Sdr. Felding i Vestjylland.