Kjeld snød døden på bænken
Kjeld Thomsen fra Vamdrup kaldte en mand tilbage til livet - et helt år efter får han sin tak
Det er næsten et år siden, men Kjeld Thomsen fra Vamdrup er stadig berørt af det, der skete den 2. oktober 2013.
“Jeg fik en nedtur og grædeture. Også nu, hvor alt kommer op igen, bliver jeg rørt”, siger den 52-årige tømrer og altmuligmand og tilføjer: “Han var jo død.”
I morgen bliver han hædret som Årets Folkehjælper, fordi han for et års tid siden kaldte en 70-årig mand tilbage til livet.
På torvet i Vamdrup sad Kjeld på en bænk med vennen Henry, da en tredje mand på bænken ved siden af sank sammen på bænken.
“Jeg smider krykkerne, løsner hans skjorte og giver 30 stød hjertemassage, som jeg skal, mens Henry fra sin kørestol ringer efter ambulancen”, husker Kjeld Thomsen tilbage.
Han gik med krykker dengang, fordi han lige var blevet opereret i sin ene fod.
Den 70-årige overlevede på grund af Kjeld Thomsens snarrådige indgriben, men døde et halvt år senere.
“Han nåede ikke at sige tak”, fortæller Kjeld Thomsen, der nu får sin anerkendelse og tak for indsatsen.
Det er Dansk Folkehjælp, der står bag prisoverrækkelsen. Den finder sted på torvet i Vamdrup - hvor det hele skete - i morgen eftermiddag. Kjeld Thomsen får overrakt et diplom og en minde om hans livsforlængende indsats.
“Det er smukt, at der nu er nogle, der tænker på mig”, siger Årets Folkehjælper fra Vamdrup.