Sådan endte mysteriet om den omstrejfende Golden Retriever
Flere borgere omkring Højagervej i Rungsted har de seneste dage efterlyst ejeren af en lys Golden Retriever, som flere gange er set strejfe rundt i området.
Ifølge borgerne ser hunden trist og forsømt ud, bærer et lysebrunt halsbånd uden hundetegn, er barberet overalt på kroppen undtagen på halen og hovedet og har samtidig et sår på halsen og meget lange negle.
En af borgerne, Susanne Bredahl, bad Lokalavisen.dk om at hjælpe med at annoncere efter ejeren, og efterfølgende er det væltet ind med henvendelser fra folk, som blandt andet vil hjælpe med at finde et godt hjem til hunden.
Men historien har nu fået en lykkelig slutning.
Henvendelserne har nemlig ført Susanne frem til hundens ejer. Og det viser sig, at vedkommende bor på en vej i nærheden af Højagervej, hvor hunden flere gange er set.
Ejeren har forklaret, at hunden er langt oppe i årene (12 år) og går sine egne veje. I huset, hvor den hører til, er der for tiden håndværkere, og det er i den forbindelse lykkedes den at slippe ud af haven flere gange. Såret på halsen og den tætte barbering på kroppen har den på grund af at en infektion, og ejeren er ifølge Susanne Bredal ked af det postyr sagen har skabt.
Susanne selv er glad for at historien trods alt endte, som den gjorde:
"Jeg er glad for, at det ikke var en hjemløs hund, som havde det forfærdeligt. Og så vil jeg sige tak til alle dem, som har været interesserede i at hjælpe," siger Susanne Bredahl.