"Skal jeg købe en dildo til dig?"
Elev fik 25.000 kroner i erstsatning
En skrøbelig elev, der ikke kunne tåle tonen i køkkenet - eller en lummer og beruset chef, der ville købe en dildo til eleven og mente, at hun burde undersøge sig selv.
Sådan har de to versioner lydt.
Men da sagen blev afgjort i Tvistighedsnævnet, var det eleven, 21-årige Monika Thomsen, der trak det længste strå.
Det skriver Fagbladet 3F.
Hun blev nemlig tilkendt 25.000 kroner i erstatning for sexchikane samt 60.000 kroner til at dække tab af uddannelsesgode og mangelfuldt ansættelsesbevis.
Ifølge 3F har angst og psykologbehandling har været blandt konsekvenserne for 21-årige Monika Thomsen, efter hun som 18-årig blev udsat for grov sexchikane af sin chef på Restaurant Toldboden i Frederikssund, hvor hun havde en læreplads.
Til Fagbladet 3F fortæller hun om en tid, hvor hun flere gange om ugen blev kaldt ind på et mørkt kontor, hvor den mandlige chef angiveligt fortalte, at hun var dum og uduelig, mens han andre gange tog han skridtet videre og udsatte hende for sexchikane.
"Skal jeg købe en dildo til dig," forslog han flere gange ifølge Monika Thomsen, der til 3F forklarer, at chefen ofte var beruset i disse situationer.
3F rejste en sag, og i juni i år blev sagen afgjort i Tvistighedsnævnet.
Her fik Monika tilkendt en godtgørelse på 85.000 kroner. 25.000 kroner af disse var for sexchikanen, mens resten gik til tab af uddannelsesgode og mangelfuldt ansættelsesbevis.
Indehaveren af Restaurant Toldboden i Frederikssund, Pernille Stender, afviser, at sådan noget skulle have fundet sted.
"Der er ikke noget, der er rigtigt. Men nu er der sat punktum i den her sag, og vi ønsker bare at komme videre. Monika var en meget usikker og skrøbelig pige, og vi prøvede rent faktisk at hjælpe hende og støtte hende," siger Pernille Stender til 3F.