Fortsæt til indhold

Narkopåvirket 15-årig pige stak af fra politiet i BMW

Ung pige forsøgte at køre fra politiet efter hendes 18-årige kæreste blev anholdt

Krimi
Mikkel Hansen

En 15-årig narkopåvirket pige fra Als forsøgte i nat at stikke af fra politiet i kærestens BMW, mens kæresten selv stak til fods.
Klokken 23.45 standsede en politipatrulje en BMW på Grundtvigs Alle i Sønderborg.
Bilens fører, en 18-årig mand fra Sydals, havde intet kørekort og blev skønnet påvirket af narko. Da betjentene samtidigt fik øje på en digitalvægt med hvidt pulver, valgte de at visitere manden og ransage bilen. Med i bilen var mandens 15-årige kæreste fra Svenstrup, der sandsynligvis også var påvirket af narko.
Manden havde ikke noget ulovligt på sig, men i bilen fandt betjentene en stor rygsæk med ca. 20 kilo sølvtøj. Størstedelen af sølvtøjet stammer fra et indbrud i Augustenborg i september.
Herefter blev situationen kaotisk. Da betjentene ville lægge den 18-årige i håndjern, stak han af til fods, og mens betjentene eftersatte ham, hoppede den 15-årige over i førersædet, startede bilen og forsøgte at stikke af i bilen.
"Vi fik hende hurtigt bragt til standsning, men hun fik kørt rundt i påvirket tilstand med slukkede lygter," fortæller Peter Baum fra Sønderborg Politi.
Det lykkedes den 18-årige mand at undslippe, men politiet kender hans identitet.
Den 15-årige pige blev taget med til afhøring og udtagelse af blodprøve. Det var hun ikke tilfreds med, og hun valgte at kalde politifolkene for bl.a. "fucking pikhoveder".
Der er nu rejst en række sigtelser mod pigen, og der venter også kæresten adskillige sigtelser.