Lørdagskylling kom frem i lyset
En af politiet særdeles godt kendt 58-årig mand fra Hammel gik mandag gennem kassen i Kiwi, Hammel.
Den 58-årige lagde tre auberginer op på båndet, men personalet mente, der var flere varer i tasken.
Så hev manden tre dåser hårvoks og en lørdagskylling frem og betalte, men da han kom udenfor butikken konstaterede personalet, at der lå yderligere tre dåser hårvoks i tasken.
"Ja, så blev vi også blandet ind i det. Nu må jeg ud med en sigtelse til ham," lyder det fra politiassistent Jesper Poulsen, Nærpoliti Hammel.
Den 58-årige er tidligere kendt for blandt andet at tage til Aarhus og besøge en cykelforretning. Her fik han - mod at aflevere sit pas - udleveret en cykel til 7.000 kroner, som han lige skulle have en prøvetur på. Turen gik hjem til Hammel, 25 kilometer væk.
Også i det tilfælde måtte lovens lange arm rede trådene ud.