Fortsæt til indhold

Sneen skaber flere færdselsuheld i Favrskov

Krimi
Michael Wulff

Den kraftige vind kombineret med snefald har givet trafikken i Favrskov udfordringer mandag formiddag.
Favrskov Brandvsæen har været kaldt ud til flere færdselsuheld.
Se TV: Årets første snefald i Favrskov (13. januar)

På Skanderborgvej mellem Haldum og Hadsten røg en bil af vejen og ned i grøften. Falck fra Hinnerup samt en frigørelsesvogn fra Hadsten Brandvæsen blev sendt mod stedet, men føreren - en 46-årig kvinde - var selv kommet ud. Hun blev kørt en tur på skadestuen for at blive tjekket, oplyser Østjyllands Politi.
Ingen andre trafikanter var involveret i det uheld.

Asfalten er synlig, men spejlglat. Foto: Michael Wulff

Nyt uheld på motorvejen

Mens redningsfolkene var på dette uheldssted kom en ny melding om færdselsuheld på Nordjyske Motorvej E45 i sydgående retning fra Hadsten mod Aarhus.
Hadsten Brandvæsen flyttede hurtigt deres vogn med frigørelsesværktøjet og satte kursen mod E45 sammen med indsatsleder Tinna Lynge Jensen, Favrskov Brandvæsen.
Her var der også tale om et solouheld, hvor en bil var rullet rundt. En 27-årig kvindelig bilist havde mistet herredømmet i det glatte føre. Hun blev med ambulance kørt til skadestuen, fortæller politiets døgnrapport.
Favrskov Brandvæsen kom ikke i aktion her, da kvinden var hjulpet ud og ikke sad fastklemt.

Hætterne er trukket helt op på alle denne mandag som her i Storegade, Hinnerup. Foto: Michael Wulff

Oliespild flere steder

Indsatleder Tinna Lynge Jensen fortsatte til Farre, hvor en Midttrafik-bus var røget i grøften tidligere på dagen. Nu var de i færd med at bjærge den tilbage på Gammel Silkeborgvej, men bussen lækkede olie, som Falck i Hammel fik suget op.
Og kort før mandag middag er Falck i Randers rykket ud til et større oliespild i sydgående retning på E45.
"Det er en lastbil, som har ramt autoværnet, men er kørt videre. Nu har den spildt olie over flere kilometer helt ned til Ødum. Det påvirker trafikken netop nu," siger Tinna Lynge Jensen.
I dette tilfælde var det en 49-årig mandlig lastbilchauffør, som havde mistet herredømmet. Der var ingen personskade ifølge Østjyllands Politi.