Brand på førstesal slukket hurtigt
Michael Wulff
Falck i Hinnerup sendte tirsdag aften kort efter kl 20.30 et slukningstog mod Hummeluhrevej i Skjoldelev nær Sabro. Meldingen gik på lille brand i privatbolig.
"Der var af en eller anden årsag gået ild i et bord på den unge mands værelse på førstesalen," fotæller indsatsleder Niels Freudendahl, Favrskov Brandvæsen.
"Men familien havde selv fået styr på ilden ret hurtigt, så vi nøjedes med at tjekke, at der ikke var gløder i skunken eller under taget," siger indsatslederen.
Brandfolkene brugte et varmesøgende kamera, men fandt ikke yderligere. Så udover lidt sodskader og forskrækkelsen slap familien billigt.