Fortsæt til indhold

65-årig røg i fængsel

Betinget dom blev vekslet til en tur i fængsel for endnu engang at køre uden kørekort

Krimi
Pernille Kristensen

En tur på knallert blev forleden til en tur i fængsel for en 65-årig mand.
Manden blev tilbage i maj sidste år stoppet af politiet, mens hans kom kørende på en stor knallert på Gl. Hovedgade i Hørsholm. Desværre kunne han ikke fremvise noget kørekort – det fik han nemlig frakendt i ti år i 2006. Han havde heller ikke tegnet nogen ansvarsforsikring på knallerten, som desuden ikke var indregistreret i Danmark. Det fremgår af retsbogen fra sagen.
Da sagen var for Retten i Helsingør, erkendte den 65-årige sin kørsel. Han forklarede, at han havde købt knallerten otte dage forinden. Samme dag, som han blev stoppet, havde han været hos en mekaniker, der skulle lave de tekniske ændringer, der kunne forvandle den store knallert til en lille og dermed gøre det lovligt for ham at køre på.
Manden er ti gange tidligere straffet for at køre i frakendelsestiden. Denne gang udløste det en dom på 60 dages fængsel. Den 65-årige skal desuden betale sagens omkostninger.