Fortsæt til indhold

Pas på farlig orm

Dyrlæge fra Rungsted opfordrer til, at hundeejere tager Fødevarestyrelsens anbefaling om en ormekur hver fjerde uge, alvorligt

Krimi
Lars Schmidt

Alle hunde i Danmark, der færdes frit i naturen, skal ormebehandles hver fjerde uge. Og egentlig også katte.
Det anbefaler Fødevarestyrelsen, fordi rævens dværgbændelorm nu breder sig fra det sydlige Jylland og videre til resten af landet. Sidste års udbrud på Tønderegnen blev ikke inddæmmet, og nu forventes dværgbændelormen at brede sig til resten af landet.
Og det er en orm, som ikke er til at spøge med. Hverken for hunde eller mennesker, forklarer den lokale dyrlænge, Carsten Holm Petersen, Dyreklinikken Rungstedvej, til Ugebladet:
"Rævens dværgbælndelorm er en alvorlig lidelse, fordi den også kan smitte til mennesker og skabe forandringer i vores lever, som svarer til en cancerlignende tilstand og kun meget vanskeligt kan helbredet," siger han og uddyber:
"Hos os vil den progressive leverlidelse have mulighed for at vokse i adskillige år og ender med at give leversvigt op til 30 år efter, at vi er blevet smittet. Vi bør tage lidelsen alvorligt. I Mellemeuropa, hvor en stor del af rævepopulationen er smittet - alene i Bayern er 60 procent af rævene smittet - er sygdommen velkendt hos mennesker og kræver årlige dødsfald."
Carsten Holm Petersen fortæller, at vi mennesker smittes ved at indtage afføring inficeret med æg fra dværgbændelormen:
"Typisk vil det jo ikke være noget, vi gør med vilje, men her tænkes på urte- og grøntsagshaver og måske især åbne sandkasser, som kan være fristende at bruge som toilet for frie strejfere."

Anbefaler vaccination

Den lokale dyrlæge bakker selvsagt Fødevarestyrelsens anbefaling op:
"Alle hunde - og også katte - som lever et liv, hvor det kan tænkes, at de kan indtage en gnaver, bør behandles med et af-ormningsmiddel indeholdende stoffet Praziquantel hver fjerde uge, indtil der er overblik over smittens omfang her i landet," siger Carsten Holm Petersen og slutter:
"Det anbefales desuden, at vaske jagthunde, som går i grav, for at undgå utilsigtet smitte til mennesker på grund af ræveafføring, som uvægerligt vil sidde på den gravgående hund."

Her er den så, bændelormen set på en planche. Foto: Dyreklinikken Rungstedvej