Fortsæt til indhold

To asylansøgere anholdt for hjemmerøveri hos 92-årig kvinde

En iPhone ledte i går politiet på sporet af de to formodede gerningsmænd, som i sidste uge overfaldt en 92-årig kvinde i hjemmet i Holte

Krimi
Anne Dahl Kristensen

Det er langtfra alle ældre, der er i besiddelse af en iPhone, men det var tilfældet hos den 92-årige kvinde, som den 12. februar blev brutalt overfaldet i sit eget hjem på Fredskovvej i Holte, da hun kom hjem og overraskede to indbrudstyve.
Ved overfaldet pådrog kvinden sig blå mærker og et muligt brud på kæben, ligesom hun besvimede undervejs.
De to gerningsmænd slap fra stedet, og de stjal undervejs i hvert fald kvindens iPhone. Og netop denne har nu ledt politiet frem til de formodede gerningsmænd.

Sporede telefonen

Den pågældende telefon blev i går fundet hos en 25-årig asylansøger, som befandt sig i Frederikshavn. Det oplyser vicepolitikommissær Finn Jannicke fra Nordsjællands Politi.
Den 25-årige blev i går anholdt og sigtet for hjemmerøveriet i Holte, og ifølge politiet kunne han samtidig fortælle, at han havde en medgerningsmand, som befandt sig i Center Sandholm.
En patrulje blev derfor sendt til asylcenteret i går aftes ved 20-tiden, og her kunne betjentene så anholde en 26-årig mand fra Algeriet. Han er nu ligeledes sigtet for hjemmerøveriet i Holte.