Soloulykke endte med anholdelse
En mand mistede i går herredømmet over sin motorcykel og kørte galt. Efterfølgende blev han anholdt af politiet for spirituskørsel
Af Jonas Wrede Hansen
En mand fik lidt for meget fart på sin motorcykel til, hvad han kunne håndtere, hvilket resulterede i, at han kørte galt.
Det skete i går klokken 19.26 på Randersvej i Stilling, da manden kom kørende på sin motorcykel i retning mod syd, hvor han mistede herredømmet over den og kørte galt.
Manden kom ikke noget til, men da politiet kom til stedet, mistænkte de manden for at være påvirket af spiritus. Derfor blev han anholdt, så der kunne blive taget en blodprøve, oplyser vicepolitikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.