Retssag mod rigmand fortsætter
Krav om fængsling er ikke droppet
En vejlensisk rigmand står fortsat tiltalt for kursmanipulation i sagskomplekset omkring Ebh Bank.
Da to bankdirektører i sidste uge blev frikendt i det store sagskompleks, blev sagen mod den vejlensiske rigmand udsat, fordi Bagmandspolitiet ville studere frikendelserne, inden sagen mod vejlenseren fortsatte. Men sagen blev ikke droppet, som det ellers er blevet antydet i pressen.
Der procederes på onsdag, oplyses det fra Bagmandspolitiet, som har sigtet rigmanden efter en paragraf, der kan give helt op til seks års fængsel.
Der er nedlagt navneforbud i sagen. Forbudet er ganske vist blevet ophævet - men dén afgørelse har rigmanden kæret til Landsretten, som endnu ikke havde afgjort spørgsmålet. Derfor kan rigmandens navn ikke nævnes her.