Pludselig stod vaskemaskinen i flammer....
Kabel-uheld gik hårdt ud over el-apparater i Hedemarksvænge
En vaskemaskine i brand. Røg fra et tv. Ødelagte køleskabe, telefoner, stereoanlægog komfurer.
Det er billedet i en boligblok i Hedemarksvænge i Albertslund, efter et uheld med et overgravet kabel.
En af beboerne, Susanne Serup, fortæller om dagen, hvor det pludselig sagde "puf"".
“Det lugtede brændt, og mit vækkeur blinkede. Så jeg troede først det var en almindelig strømafbrydelse. Men jeg kunne se, at el-måleren kørte rundt.”
Hun begyndte at kigge sig om i lejligheden, og så fik hun et chok:
“Der stod flammer op fra vaskemaskinen. Så jeg løb ud, og råbte “hjælp, det brænder”.
Til alt held var gårdmanden og en nabo til stede, og de hjalp med at få slukket branden i maskinen.
Men så fandt Susanne Serup ud af, at også køleskabet, hendes pc og stereoanlæg var slemt medtagede.
Røg fra fjernsyn
Men det var ikke kun i Susanne Serups lejlighed. Mange af de andre beboere i blokken 121A-143B var udsat for det samme.
“En ældre dame havde røg fra sit fjernsyn, og nogle fik ødelagt videoafspillereren, to radioer og to computere”, fortæller Susanne Serup.
Hendes nabo, Lillia Sørensen, fortæller at hun har fået både sin telefon og stereoanlæg smadret.
En tredje beboer, Kim Hansen, har fået sin pc og router ødelagt. Og sådan fortsætter listen.
De dramatiske situationer opstod, da håndværkere ved et uheld fik skåret i et kabel, som lå skjult under gulvet i blok 13 i Hedemarksvænge, oplyser AKB i en skrivelse til beboerne.
“Det gav en kortslutning i el-installationen, hvilket har resulteret i, at elektriske apparater hos nogle beboere er brændt sammen.”
Uheldene har ramt de apparater, der var tændt mens uheldet opstod.
Hvis ansvar?
I skrivelsen fremgår det videre, at “alle skader, som er opstået på grund af fejlen, skal anmeldels til beboers eget forsikringsselskab.”
Den melding er beboerne mildest talt ikke tilfredse med.
“I samtlige husstande er HFI-relæerne ikke slået til. Det må være håndværkerens eller AKBs ansvar, det her. Det kan ikke være rigtigt, at det er vores egne forsikringer der skal dække”, siger Susanne Serup.
“Hvis jeg ikke var hjemme, da det skete og havde nogle til at hjælpe mig, var hele min lejlighed brændt af.”
Lillia Sørensen forklarer, at hendes forsikringsselskab kun vil dække en tredjedel af udgifterne for det ødelagte.
“AKB er hovedentrepenøren, men de fralægger sig ansvaret”, siger Kim Hansen.
Ved at gå til AP håber de, at AKB vil tage ansvaret for de ødelagte apparater og sørge for dækning af udgifterne.
due
Læs svaret fra AKB her.