Fortsæt til indhold

Truede lokomotivfører med kniv

Krimi
Arkiv

En 45-årig mand fra Fredericia bliver af Syd- og Sønderjyllands Politi fremstillet i grundlovsforhør i retten i Esbjerg.
Manden tog med et IC4 tog, der kørte fra Fredericia mod Esbjerg klokken 00.27 natten til fredag med planmæssig ankomst til Esbjerg klokken 01.32.

Klokken 01.09 fik Syd- og Sønderjyllands Politi så anmeldelse fra Banedanmarks fjernstyringscentral om, at manden med kniv truede lokomotivføreren. På det tidspunkt var toget omkring Vejen, og der var cirka 35 passagerer med.
Manden havde simuleret, at han var syg. Derfor åbnede lokomotivføreren døren for om muligt at hjælpe ham.
Med sin kniv i hånden forlangte den 45-årige så dels, at toget fortsatte til Esbjerg, og dels kontakt til enten Fredericias borgmester eller medierne. Han ville ikke se politi i området.

På trods af det lykkedes det en af Syd- og Sønderjyllands Politis hundeførere og en særligt uddannet forhandler at komme i en god dialog med manden. Han blev overtalt til først at smide kniven ud og derefter til selv at komme ud, hvor efter han klokken 02.28 blev anholdt uden yderligere dramatik.

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 11.00. Han er sigtet efter straffelovens paragraf 183 a, der omhandler den, der ved ulovlig tvang tager kontrol over offentlige transportmidler.
Syd- og Sønderjyllands Politi beder alle, der har været med toget - også de der er stået af undervejs mod Esbjerg - kontakte politiet på telefon 76 11 14 48.