Fortsæt til indhold

De første små brandmænd er klar

På lørdag giver de første ungdomsbrandmænd i Egedal en opvisning i, hvad de kan efter syv måneders uddannelse. Den står blandt andet på brandslukning

Krimi
Jesper Kappel

I syv måneder har de øvet sig og lært, hvordan en brandmand arbejder. På lørdag den 26. april klokken 13.00 til 16.00 er de klar til at vise, hvad de kan, når der bliver afholdt sæsonafslutning.
De unge, som er mellem 13 og 18 år, bliver Egedals første Ungdomsbrandvæsen, der er skabt i et samarbejde mellem Falck Egedal, Egedal Beredskab, Ung Egedal SSP og Ung Egedal.
Til sæsonafslutningen vil ungdomsbrandkadetterne få overrakt deres deltagerbevis af borgmester Villy Eliasen. Derudover vil der komme fart over feltet, når brandslangerne rulles ud, og røgmaskinen tages i brug for, at de unge kan vise et lille udpluk af, hvad de har lært.
Igennem det syv måneders lange forløb har ungdomsbrandkadetterne blandt andet lært førstehjælp samt fået undervisning i elementær brandbekæmpelse. De har lært om trafikuheld, indsatsøvelser, brand- og kemi-slukning. Derudover har Nordsjællandspoliti lært ungdomsbrandkadetterne om sporbevaring, ligesom de har været på tur til Institut for Produktionsdyr og Heste for at lære om redning af dyr.
Du kan som tidligere skrevet se, hvad de unge kan lørdag den 26. april klokken 13.00 – 16.00. Det sker hos Falck Egedal på Frydensbergvej 5 i Stenløse. Alle er velkomne.