Fortsæt til indhold

Hjem tømt for designer møbler

Møbler, lamper, smykker og elektronik til flere hundredetusinder af kroner er stjålet fra hjem ved Stenløse

Krimi
Jesper Kappel

Tyve har mere eller mindre tømt et hjem på Stenlillevej ved Stenløse for designer møbler med mere for flere hundredetusinder af kroner. Det fortæller Nordsjællands politi.
Indbruddet skete i tidsrummet fra torsdag klokken 17.00 til fredag morgen klokken 09.15. Tyvene er kommet ind ved at afliste en rude ind til huset og gået ud af hoveddøren. Gerningsmændene har taget smykker, flere tusinde kroner i kontanter, et Michael Kors guldur, seks 7'er stole betrukket med brunt læder, en 60 centimeter PH Kogle-lampe af kobber, en 30 centimeter PH Kogle-lampe af krom, en Verner Panton lampe og flere Poul Kjærholm borde, bænke og skamler. Et af møblerne var en PK 80 bænk med navnet ”Daybed” til en værdi af omkring 95.000 kroner.
Derudover er der taget tre Cartell guldfarvet lamper, en Wegner stol kaldet ”Jakkens Hvile” i kirsebærtræ til en værdi af omkring 50.000 kroner, Yamaha crosser, Louis Vuitton tasker og kufferter, Playstation3 med spil, DVD-afspiller og film, en Macbook, to LG fladskærme, sølvfarvet sofa, et spisebord i egetræ, bronzefigur, Gucci sko, tøj og et gulvtæppe af koskin.
Nordsjællands politi fortæller, at de ikke har fået meldinger fra folk, som har set noget, men de vil gerne høre fra folk, hvis de har spor i sagen, da dette indbrud vil blive efterforsket.