Fortsæt til indhold

Kommunen fyrede nyopereret

Philip Møller undrer sig over, at hans afskedigelse skulle ske lige efter en større rygoperation

Krimi
Pernille Kristensen

Selv om forårssolen skinner udenfor, er det ikke meget, at Philip Møller ser til den. Siden han 7. april blev opereret for en diskusprolaps i ryggen, har hans foretrukne plads nemlig været på langs på sofaen, hvor han venter på, at de værste smerter fortager sig.
Men allerede dagen efter udskrivelsen fik han en opringning fra sin arbejdsgiver, Hørsholm Kommune. Spørgsmålet gik på, om han kunne komme til et møde. Da svaret til det i sagens natur var nej, ville man i stedet sende en mand med et brev. Som ansat i Ådalsparkens Fritidscenter, som for tiden også mærker nedgang i børnetallet, anede Philip uråd.
“Jeg havde nok en fornemmelse af, hvad det handlede om. Fordi jeg var på morfin, ville jeg gerne have en bisidder med fra fagforeningen, så pludselig fik jeg travlt med at ringe rundt,” fortæller Philip.
Fornemmelsen holdt stik: Philips job som chauffør i Ådalsparkens Fritidscenter skulle nedlægges. Philip Møller har forståelse for, at det er nødvendigt at spare, og at det også kunne gå ud over hans job. Men måden, det skete på, gør ham harm.
“Jeg spurgte ham, der kom ud med brevet, hvad de ville have gjort, hvis jeg stadig lå på sygehuset, og i så fald ville de nok have sendt et bud. Jamen, kan du se det for dig, mens man ligger der på sygehuset?” spørger Philip Møller, der ikke helt synes, det matcher med kommunens værdi “Vi ser dig som det hele menneske”.

Skulle ske nu

Operationen blev varslet 14 dage før. Derfor mener han også, at afskedigelsen kunne være placeret mere hensigtsmæssigt med mere tid enten før eller efter operationen.
“Kommunens job er at planlægge. Havde de haft en idé om at spare mig væk, kunne de have tænkt det ind, så det var gjort før indlæggelsen,” mener Philip Møller.
Men det afviser Henrik Duus Rosengreen, der er chef for dagtilbudområdet i Hørsholm Kommune.
“Ådalsparkens Fritidscenter har haft et merforbrug både i januar, februar og marts. Det handler derfor ikke om kommunens samlede regnskab, men om ÅFC's samlede regnskab, og derfor vurderede vi, at det var nu, at det skulle ske, så udgifterne ikke belastede ÅFC yderligere,” siger Henrik Duus Rosengreen.
Han bekræfter, at det er det faldende børnetal, der ligger bag justeringen i personale på klubområdet, som gøres løbende.
“Beslutningen er ikke en, man tager flere måneder i forvejen, men vi kunne heller ikke vente,” siger han om Philip Møllers situation, som han kalder “uheldig”.

Har taget fokus

Selv vil Philip Møller nu forsøge at komme sig ordentligt oven på operationen, selv om måden han er blevet opsagt på midt i et sygdomsforløb har taget meget fokus.
“Jeg har været meget påvirket af det her. Havde ham, der fyrede mig, i det mindste haft en blomst med, havde jeg da set, at der var lidt medmenneskelighed,” siger han og konkluderer:
“Jeg har været glad for at arbejde for Hørsholm Kommune, men jeg håber, at de tænker sig om en anden gang, så det ikke går ud over andre på samme måde, som det skete for mig.”