Fortsæt til indhold

Fængselsdom og betaling af 9,8 mio kroner i stor skattesag

En mand fra Grenaa fik tirsdag dom for skattesnyd for 4,7 mio. kroner

Krimi
Mogens Greve

Det koster en mand fra Grenaa 4,7 mio. kroner i bøde og 4,7 mio kroner i erstatning til Skat, at han gennem tre år undlod at betale moms m.m. til statskassen.
Han blev desuden idømt 1,5 års fængsel, hvor de seks måneder er ubetinget, og de næste fem år er han frakendt retten til at være stifter eller direktør eller medlem af bestyrelsen i virksomheder.
Efter ni retsmøder fik manden tirsdag sin dom i Retten i Randers for ikke have betalt moms, skat og arbejdsmarkedsbidrag for 4,7 mio. kr.
Gennem tre år - fra 2005-2008 - stod manden i spidsen for syv forskellige selskaber. Selskaberne udlejede arbejdskraft til forskellige byggefirmaer mv.
Men selv om kunderne ifølge fakturaerne betalte moms, og de udlejede medarbejdere ifølge lønsedlerne betalte skat og arbejdsmarkedsbidrag, nåede pengene ikke statskassen.
”Manden har brugt statskassen som kassekredit. Han har løbende oprettet og lukket virksomheder, hvor han har brugt samme metode, så der er tale om kædesvig,” siger anklager i sagen, Klaus Meinby Lund, Østjyllands Politi.
Det var Skat, der i første omgang opdagede, at noget var galt.
Siden overtog Østjyllands Politi efterforskningen, der så endte med en dom i retten i Randers tirsdag.
Tre andre mænd, der i mindre omfang var tiltalt i sagen, blev alle frifundet.