Brand på Bellevue
En ildebrand i en skraldespand på Bellevue Strand blev hurtigt slukket
Et brag lød i tirsdags kl. 16.15 fra en stor metal skraldespand placeret på Bellevue Strand over for Bellevue Teatret. Kort efter væltede der en tyk hvid røg op.
Flere brandbiler rykkede ud og var hurtigt fremme på stedet. Det viste sig at være meget harmløst, forklarer stationsleder Robert Falkenberg.
”Det så ud som om, at der var blevet smidt cigaretter i skraldespanden. Vi slukkede stille og roligt branden”, siger han.
Og braget, der lød ud over Bellevue, har også en forklaring.
”Muligvis stammer det fra en spraydåse eller andet, som har ligget i spanden. Selve skraldespanden var slet ikke mærket af ilden, så det har ikke nået at blive særligt varmt”, forklarer Robert Falkenberg.