Tyveri fra biler boomer i Aarhus
Østjyllands Politi har i den seneste tid oplevet en del tilfælde af tyveri fra biler i Aarhus. Der har i perioden fra 8. april til 11. april været i alt 49 tilfælde af tyveri fra biler i Aarhus
Den typisk fremgangsmåde er, at gerningsmanden knuser en rude i bilen og derefter fjerner genstande, som ligger løst i bilen. Det er ofte dyrt elektronisk udstyr eller tasker, som tyvene går efter.
Gerningsmændene går ofte efter store parkeringspladser foran butikscentre eller boligblokke, men også mindre villaveje står for skud. Østjyllands Politi oplyser, at der har været indbrud i biler i Brabrand, Åbyhøj, Aarhus C., Aarhus N., Aarhus V., Tilst, og Risskov.
I flere tilfælde er der set personer på knallerter i forbindelse med tyverierne. Østjyllands Politi opfordrer borgerne til at fjerne værdier fra bilerne, så tyvene ikke har alt for let spil.