Kvinde anholdt efter brand i kommende højhus
Politiet anholdt onsdag en kvinde i forbindelse med brand på byggeplads i det centrale Aarhus.
Både brandvæsnet og politiet blev onsdag aften kaldt ud til en brand på byggepladsen på Kalkværksvej i Aarhus, hvor der var udbrudt brand i det, som bliver Danmarks højeste kontorhus af træ.
Det skriver Århus Stiftstidende, som har fået det bekræftet af Johnny Damgård, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.
Han fortæller til mediet, at branden opstod i nogle paller og lignende inde i bygningen.
»Vi fik hurtigt slukket ilden, men man bliver selvfølgelig lidt betænkelig, når der er tale om et højhus, hvor de bærende konstruktioner er lavet af træ. Men det er jo bygget efter gældende regler og overholder alle krav, så som sådan var vi ikke bekymret for det,« siger operationschefen til Århus Stiftstidende.
Ifølge TV2 Østjylland, som har snakket med vagtchef Peter Tholstrup fra Østjyllands Politi, blev en 36-årig kvinde anholdt og sigtet for flere tilfælde af ildspåsættelse i forbindelse med branden. Hun er dog løsladt igen.
Det kommende kontorhus på Kalkværksvej bliver efter planen 78 meter højt fordelt på 20 etager. Det bliver især unikt, da det kommer til at bestå af genbrugstræ og -glas samt af udtjente vindmøllevinger. Byggeriet er budgetteret til at koste 371 mio. kr. at opføre.