29-åriges "blodige" joke skræmte kæreste og politi - og så blev han lagt i håndjern
Et forsøg på at være sjov endte i stor udrykning og anholdelse.
En 29-årig mand fra det nordlige Aarhus tænker sig nok en ekstra gang om, før han igen vil lave sjov med sin kæreste. Onsdag aften endte det i hvert fald med en del bekymring, en større udrykning samt en tur i håndjern og en sigtelse, da han forsøgte at lave en spøg med sin kæreste.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Mandens kæreste ringede lidt over kl. 23.00 til politiet, da den 29-årige havde sendt hende et billede fra hans badeværelse, hvor der lå det, der lignede en masse blod og et par knive. Sammen med billedet havde den 29-årige skrevet en tekst om, at han havde skåret en del i sig selv.
Det fik politiet til at sende patruljer til adressen, ligesom en ambulance også blev tilkaldt.
Da politiet ankom, gik den 29-årige ud fra adressen for at snakke med betjentene. Her blev han anholdt og lagt i håndjern, da betjentene mistænkte, at han kunne have en kniv på sig.
Det viste sig dog hurtigt, at den 29-årige ikke havde skåret i sig selv. Han havde smurt ketchup rundt i badeværelset og på sig selv, lagt nogle knive frem og sendt et billede til kæresten. Det hele var bare for sjov, forklarede han ifølge Østjyllands Politis døgnrapport.
Politiet syntes dog ikke, det var videre sjovt, og den 29-årige blev sigtet efter straffelovens §135 ved ubegrundet af have forårsaget udrykning af politi og ambulance, fremgår det af døgnrapporten.