Fortsæt til indhold

"Den moderne kvinde skal have brains og booty og give gode blowjobs"

Nyt teaterstykke undersøger hvor fri den danske kvinde anno 2015 i virkeligheden er

Krimi
Arkiv

"Hun skal gøre karriere, tælle sine æg og være en dedikeret mor. Hun skal have brains og booty, kunne bage og give gode blowjobs og ikke mindst realisere sit fulde potentiale."
Sådan lyder beskrivelsen af den moderne kvinde ifølge kunstnergruppen Frit Fald og Teater GROB, som står bag det satiriske teaterstykke 'Hår På Den', som undersøger, hvad det vil sige at være en fri kvinde, og hvor frie, nutidens kvinder i virkeligheden er, når det kommer til stykket.
For det er ikke let at være kvinde anno 2015. Den moderne, frie kvinde skal både være lokkende lolita og stærk superheltinde, glatbarberet og nuanceret. Hun skal være tynd og høj. Men også lille og kurvet. Bare ikke for kurvet. Føde børn og åbne eget firma. Ikke være sex-negativ, men både kunne strikke og strippe. Hun skal læse dameblade og opdigte nye behov. Men også dække andres behov. Og sine egne.
Omdrejningspunktet i 'Hår på den' er Standardbureauet, der arbejder for at forbedre kvinders livskvalitet. Bureauet får til opgave at lave en tidskapsel, der skal indeholde et billede af, hvem den frie, danske kvinde anno 2015 er.
For at finde frem til et bud på den frie danske kvinde, caster Standardbureauet 16 forskellige kvindelige stereotyper. Og vi kommer igennem hele spektret af kvindetyper. Fra Barbie-Prinsessen til Solstrålen, der bare gerne vil elskes (og have pik) og Den Selvstændige Ledertype, der går i spadseredragt, inspirerer andre og hører Beyoncé i
bilen med knyttet næve. I forestillingen kan du også møde Drengepigen, der er god til blowjobs og synes, at kvinder er alt for komplicerede og kvinden, der vil have plastikkirurgen til at skære alt det væk, som stikker uden for idealet.
”I dag bliver løsningen på alt fra kropshad, dårligt selvværd og stressygemeldinger at læse en selvhjælpsbog og gå til psykolog, for som fri kvinde har man selv ansvaret for sin egen succes og lykke. Denne stærke tro på egen valgfrihed gør os sårbare. Men måske er vi ikke så frie, som vi egentlig troede. Og måske stod vi stærkere, hvis vi tog nogle af kampene sammen”, siger instruktør Line Paulsen.
På scenen spilles rollerne af de tre kvinder Özlem Saglanmak, Patricia Shumann og Tilde Maja Frederiksen.
Oplev den satiriske montage 'Hår På Den' fra lørdag den 28. november til 12. december på Teater GROB på Nørrebro.