Fortsæt til indhold

Nu er han flygtet fra den lukkede afdeling

Krimi
Annette Schmidt

I går tirsdag den 18. august klokken 14.05 lykkedes det en 22-årig mand fra Flemming at flygte fra den lukkede afdeling O2 på Horsens Sygehus.
Manden var varetægtsfængslet i surrogat i fire uger og indsat på den lukkede afdeling i Risskov efter forsøg på at slå sin 25-årige storebror med et aluminiumsbat og efterfølgende forsøgte at køre broren ned med en bil. Den 22-årige truede i den forbindelse også sine forældre på livet.
Manden på 22 år blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af våbenloven, indbrud, forsøg på vold samt trusler på livet mod sin familie.
Af ukendte årsager blev den 22-årige for kort tid siden overflyttet fra den lukkede psykiatriske afdeling i Risskov til afdelingen på Horsens Sygehus. Herfra flygtede han ved at låse sig inde på sit værelse og barrikadere døren, så personalet ikke kunne komme ind til ham. Derefter knuste han en rude og stak af.
Sindstilstanden hos og farligheden af den 22-årige mand er politiet ukendt på nuværende tidspunkt, da han kan være medicineret på afdelingen eller have medbragt sin medicin. Det oplyser vicepolitiinspektør Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.
Politiet har grundet de tidligere trusler og voldsepisoder varskoet familien til den 22-årige og holder forældrenes bopæl under skærpet opsyn. Politiet holder ligeledes skarpt øje med steder, hvor den 22-årige menes at færdes.
Det drejer sig om en hvid mand på 22 år fra Flemming. Han er 179 centimeter høj, muskuløs med kort mørkt hår og har en tatovering på højre skulder. Ved flugten var han iført cowboybukser med skrift ned ad benene og en sort jakke. Har du oplysninger om den 22-årige, kan du kontakte politiet på telefon 114.