Børnenes julegavefavorit er ikke lovlig
Mange børn ønsker sig en række selvbalancerende køretøjer, som for eksempel Segboard, Hoverboard, Airboard og Airwheel. Men de må kun bruges i begrænset omfang. Det slår Trafik- og Byggestyrelsen fast.
Disse køretøjer er typisk små og med en aksel. De er uden styr, og fart og retning justeres via personens balance og kropsvægt.
Men Trafik- og Byggestyrelsen slår nu fast, at sådanne køretøjer ikke opfylder gældende regler for køretøjer. De er derfor ikke lovlige at bruge som transportmiddel på områder, hvor færdselsloven er gældende som eksempelvis fortov, cykelsti eller vejbane.
Køretøjerne må kun bruges på privatområder eller på specielt indrettede områder som for eksempel skaterparker.
Da der er sket i stigning i udbuddet af sådanne køretøjer, har Trafik- og Byggestyrelsen igangsat en undersøgelse af, hvordan ovennævnte type af køretøjer er reguleret i andre lande, samt hvilke sikkerhedsmæssige forhold der skal overvejes ved brugen af sådanne køretøjer.
Undersøgelsen skal danne grundlag for at vurdere, om de nuværende regler er tidssvarende. Indtil der er foretaget en sådan nærmere undersøgelse, kan køretøjerne ikke lovligt benyttes udenfor private områder eller specielt indrettede områder som skaterbaner og lignende