Kom nu ud af busken
En voldsepisode lørdag aften på diskotek Mad Americans i Horsens blev i første omgang kun registreret som ballade og uoverensstemmelser mellem to mænd.
De to mænd var blevet smidt ud af diskoteket af dørmændene, der heller ikke havde overværet episoden, som blev standset af gæster i baren.
Udenfor diskoteket snakkede politiet med de to involverede personer og fik deres navne, men hverken offer eller gerningsmand har tilsyneladende forklaret i detaljer, hvad der var sket.
"Det virkede ikke, som om der var noget i det," siger politikommissær Kent Midtgaard Hansen, Horsens Lokalpoliti.
Men da dørmændene lidt senere så episoden på video, kontaktede de igen politiet, der på baggrund af videoen har taget sagen op, men endnu ikke har snakket med de to mænd.
På videoovervågningen kan man se to mænd, der står overfor hinanden. Den ene nikker den anden en skalle og tager derefter fat i ham og giver ham seks knytnæveslag i ansigtet, mens han med den anden hånd holder fast i offeret.
29-årig fik skalle og 6 knytnæveslag på diskotek i Horsens
Politiet udsendte mandag formiddag en efterlysning af vidner til voldsepisoden, men et døgn senere har man endnu ikke fået nogen henvendelser, selvom der ikke manglede vidner.
"Vi kan på videoen se, der står mange folk og kigger, så der er helt klart nogle, der har set og overværet det. Det er langtfra i orden, det der er sket, og hvis vi ønsker et trygt natteliv, er vi nødt til at standse det, så vi kan gå i byen på en ordentlig måde," siger politikommissær Kent Midtgaard Hansen, Horsens Lokalpoliti.
Politiet opfordrer vidner til at henvende sig, selvom de måske ikke kan huske episoden i detaljer. Det kan være, de kan huske mere, hvis de genser episoden på video, ligesom det kan være, at der er foregået noget tidligere på aftenen, som politiet ikke kender til.
Politiet er glad for, at diskoteket vendte tilbage til ordensmagten, da man fandt ud af, at det var mere alvorligt end først antaget, men man vil altså også gerne snakke med vidnerne til det voldelige overfald.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.