8 års fængsel for drabsforsøg
Et nævningeting i Kolding har i dag idømt en 36-årig mand fra Fredericia 8 års fængsel for forsøg på manddrab.
Den dømte skød den 11. februar 2015 en bekendt, en 48-årig mand, der var på vej op ad trappen til den 36-åriges lejlighed på Falkevej i Fredericia. Skuddet blev affyret med et dobbeltløbet jagtgevær side by side og det ramte den bekendte i underlivet. Ofret var i livsfare i tiden efter skuddet og har pådraget sig varige mén.
Sagens behandling i retten har ikke kastet et klart lys over, hvorfor den 36-årige affyrede skuddet. Fast ligger det dog at skuddet blev affyret på klods hold og at en anden bekendt opholdt sig inde i gerningsmandens lejlighed, da der blev skudt.
Gerningsmanden flygtede efter handlingen. Han smed våbnet fra sig under flugten, selvom der stadigt var en patron i geværet.
Sagen blev behandlet i et nævningeting, fordi den dømte nægtede at have skudt for at dræbe, og fordi anklagemyndigheden forlangte mere end 4 års fængsel i straf.
Den 36-årige blev også frakendt førerretten i tre år som følge af, at han har kørt bil under påvirkning af bl.a. amfetamin, ligesom han bl.a. blev dømt for besiddelse af en række våben, herunder gerningsvåbnet.