Fortsæt til indhold

Med i ny udrykningstyrke

Krimi
Daniel Sennek

I dag bliver Danmark en del af det såkaldte Joint Expeditionary Force, JEF. Det er en udrykningstyrke, der er britisk ledet, og fungerer som en multinational fællesstyrke, der kan udsendes i hele verden.
Forsvarsministeren, Peter Christensen, underskriver i dag aftalen sammen med seks andre lande i London. Ud over Storbritannien og Danmark deltager Nederlandene, Norge, Estland, Letland og Litauen.
- Vi står i dag overfor en sikkerhedspolitisk virkelighed i hurtig forandring. Terrortruslen, flygtningestrømme og Ruslands ageren i øst er bare nogle af eksemplerne. Fra dansk side tager vi vores ansvar alvorligt, når det kommer til at kunne imødegå en sådan virkelighed, udtaler Forsvarsminister Peter Christensen, og fortsætter:
- Derfor underskriver jeg i London i dag en aftale om udvikling af en værnsfælles udrykningsstyrke under britisk ledelse. Tanken er, at vi skal være beredt på hurtigt at kunne rykke ud til de kriser og konflikter, som kan opstå rundt om i verden.
JEF vil kunne udsendes selvstændigt eller som del af en større mission, eksempelvis en NATO operation, FN mission, en EU mission eller i en koalitionsramme. Danmark vil selvsagt ikke kunne deltage i en EU mission pga. det danske EU-forsvarsforbehold.
Den britiske forsvarsminister, Michael Fallon, udtaler om JEF:
- Vi er stærkere sammen. Vi er enige om at gå sammen i JEF-samarbejdet for at kunne udsendte styrker, når det viser sig relevant. JEF-styrken gør os i stand til – sammen med vores allierede – at udveksle viden, færdigheder og resurser, og det betyder, at vi samlet set bliver endnu bedre i stand til at udsendte fælles styrker på en hurtig, fleksibel og integreret måde.