Politiet søger vidner til voldeligt overfald i Horsens
Politiet vil gerne i kontakt med to unge mænd og en ung kvinde, der natten til lørdag den 12. september klokken 05.15 overværede et voldeligt overfald i Horsens.
Fem unge mænd i slagsmål i de sene nattetimer
De tre vidner stod udenfor Zwei Grosse Bierbar, hvor en 21-årig mand overfaldt tre unge mænd med flere knytnæveslag mod ansigtet. Det kvindelige vidne greb ind og forsøgte at stoppede volden.
Kvinden har langt og løsthængende hår til midt på ryggen og var denne nat iført en lang mørk jakke og kondisko med lys sål og mørke striber. Hun havde desuden en skuldertaske, der hang på tværs af overkroppen.
Det ene mandlige vidne har kort hår og var iført t-shirt, mørke bukser og hvide kondisko.
Den anden mand har også kort hår og var iført en hættetrøje med lynlås. Han havde krykker med, fordi han havde en skinne omkring venstre knæ.
Sydøstjyllands Politi/Lokalpolitiet i Horsens vil gerne i kontakt med de tre vidner eller andre, som har overværet episoden.
"Vi kan se vidnerne tydeligt på videoovervågningen, men der er regler for offentliggørelse af videomaterialet. Vi har en 21-årig gerningsmand og tre forurettede, men for at kunne føre sagen bedst muligt, mangler vi oplysninger om, hvad der gik forud for volden denne nat. Vi kan se, hvad der sker på videoovervågningen, men ikke høre, hvad der bliver sagt. Derfor har vi brug for vidnernes hjælp," forklarer Kent Midtgaard Hansen fra Horsens Lokalpoliti.
Han understreger, at selv om vidnerne måske ikke husker så meget fra episoden, vil politiet alligevel gerne i kontakt med dem.
"Måske vidnerne husker det hele bedre, hvis de får video-materialet at se," uddyber Kent Midtgaard Hansen.
Oplysninger i sagen bedes videregivet til Nadia Simone Albrechtsen på mail sojyl-horsens@politi.dk eller ved henvendelse til Sydøstjyllands Politi på telefon 114.