Vores våben kan ikke stoppe terrorister
Hvis Danmark igen bliver udsat for et terrorangreb, så er politiets våben slet ikke tilstrækkelige til at stoppe det. For Rigspolitiet afviser at indkøbe bedre og kraftigere våben til de danske politibetjente til trods for, at de københavnske betjente advarer om, at deres forældelde maskinpistoler, af typen MP5, ikke kan trænge gennem en skudsikker vest. Det skriver Berlingske.
Efter terrorangrebet i februar i København skrev de københavnske betjentes fagforening ellers et brev til politiledelsen:
- Vores maskinpistol af mærket MP5, der blev indført i dansk Politi i 80'erne, skal udfases, idet den kun skyder med 9 mm ammunition, hvilket ikke har effekt over for en gerningsmand med en skudsikker vest, skriver Jesper Bülow Storgaard, arbejdsmiljøkoordinator i Københavns Politiforening ifølge Berlingske.
Det bliver bekræftet af Major Jesper Lindgaard, der er chef for kampsektionen ved Hærens Kamp- og Ildstøttecenter i Oksbøl.
- Der findes fem niveauer af skudsikre veste, og den almindelige ni millimeter ammunition, som politiets MP5 skyder med, kan kun gennembryde de lave niveauer. Så ja, hvis man har den rigtige vest på, så skyder MP5'eren ikke igennem, siger han til Radio24syv.
Men Rigspolitiet nægter altså at udskifte de danske betjentes maskinpistoler, og vil i stedet lave tiltag, der blandt andet indeholder køb af bedre ammunitionen til MP5'erne.
Major Jesper Lindgaard, chef for kampsektionen ved Hærens Kamp- og Ildstøttecenter i Oksbøl, tvivler på, at politiets løsning med ny ammunition er den rigtige:
- Man tager ikke noget kvanteskridt. Man kan udvikle lidt på ammunitionen, men det er begrænset, hvor stor effekt man får. Og så er problemet bare, om MP5'eren kan skyde med den nye ammunition, for den kan muligvis blive mere følsom over for nyere ammunitionstyper, hvilket så kan gøre den mere upræcis, siger han til Radio24syv.