Fortsæt til indhold

Nægter sig skyldige i drab på handelsskoleelev

Begge nægtede sig skyldige i drab, inden dommeren lukkede dørene i drabssagen fra Hillerød

Krimi
Jens Berg Thomsen

Dørene blev hurtigt lukket, da der fredag 12.30 var grundlovsforhør i Retten i Hillerød. To unge på henholdsvis 16 og 18 år blev begge sigtet for manddrab på den 17-årige handelsskoleelev, der døde torsdag efter knivstik.

Inden dørene blev lukket, nåede de begge gennem deres advokater at nægte sig skyldige.

Grunden til dørlukningen var, at politiet både mangler at afhøre og genafhøre folk, der ved noget om drabet. Derfor valgte dommeren at lukke dørene af hensyn til den videre efterforskning.

Anklagerens påstand var, at det enkelte dødelige knivstik foregik i forening, og der blev altså ikke peget på en formodet drabsmand mellem de to unge.

Den 18-årige blev ført ind i retten af civile betjente i en hættetrøje og Nikesko, mens den 16-årige havde en blå keddeldragt på, der tilhører politiet.

Den 18-årige blev anholdt klokken 19.05 torsdag, mens den 16-årige blev anholdt 17.46 torsdag. Politiet anholdt også en 17-årig dreng torsdag, men han blev løsladt igen.

Der var mødt en god håndfuld mennesker op i retten til grundlovsforhøret.