Fortsæt til indhold

Fuld mand var kørt ind i hæk i rundkørsel og blev fundet sovende bag rattet

50-årig taget med til blodprøve af politiet efter solouheld

Krimi
Jens Berg Thomsen

En 50-årig mand blev tidligt tirsdag morgen taget med til en blodprøve for spirituskørsel.
Manden kom ifølge politiet kørende ad Hillerødvejen ved Nødebo, da han overså en rundkørsel. Han fortsatte ind i den hæk, der er i midten af rundkørslen.
Klokken 1.32 fik politiet så en opringning fra en anden bilist, der var kommet forbi. Vedkommende havde set et par baglygter inde i hækken og var gået hen og havde fundet den 50-årige mand, der sov bag rattet i sin bil. En politipatrulje kom hen, og betjentene vurderede, at manden lugtede af spiritus og tog ham med til en blodprøve.
Den 50-årige mand, der kommer fra Fredensborg, blev løsladt efter en times tid.