48-årig knivbevæbnet mand erkendte brandstiftelse over for vagt
Vagt tilbageholdt formodet brandstifter, som brød ind i skovløberbolig i Store Dyrehave
Det var et vagtselskab, som mandag morgen tilbageholdte en 48-årig mand, som menes at stå bag den kæmpe brand på Centervænget i Hillerød.
Det oplyser politikommissær Laurids Paulsen til Hillerød Posten.
En vagt fra Dansikring tilbageholdt kl. 5.41 en formodet indbrudstyv i Horsebohus, som er en renoveret skovløberbolig i Store Dyrehave. Den 48-årige havde knust en rude i bygningen, og den 48-årige fortalte vagten, at han havde sat ild til sin lejlighed i Centervænget. Manden blev ifølge politiet vurderet at være i "psykisk ubalance".
Plejehjemsbeboere evakueret
Ilden brød ud i boligblokken på Centervænget kl. 00.49, og politiet måtte evakuere omkring 100 beboere fra 24 lejligheder, mens brandvæsenet rev taget på boligblokken ned og begyndte slukningsarbejdet.
Den formodede gerningsmand blev også set i plejecentret Skovhuset, som ligger på Centervænget 43 i Hillerød. Her, beretter politiets døgnrapport, kom manden løbende ind ad hoveddøren med en kniv i hånden og råbte, at han ville have en bil. Han forsvandt ind i hovedbygningen, og døgnrapporten melder intet om, hvor han derefter blev af.
Også på plejecentret var brandalarmen blevet aktiveret, og beboerne måtte samles på første sal. Der var flere beboere, som skulle flyttes fra 3. sal og ikke var mobile, oplyser politiet. En enkelt beboer blev kørt til behandling for røgforgiftning.
Brød ind i nabolejlighed
Ifølge politiets døgnrapport blev branden anmeldt fra en lejlighed i Centervænget, hvor en person var brudt ind til en nabo via terrassedøren. Manden forlod lejligheden igen og sagde, at det brændte i hans egen lejlighed.
Det varer et stykke tid, før de 100 beboere fra de 24 lejligheder på Centervænget kan flytte tilbage. For de øverste etager er fuldstændigt raserede - og de nedre ødelagt af vand.
I løbet af natten udsendte politiet en beredskabsmeddelelse om, at beboerne i Hillerød skulle holde sig indendøre på grund af sundhedsfarlig røg.
Den 48-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hillerød mandag kl. 13.