Fortsæt til indhold

Nu bliver han chef på krisecenter

Krimi
Henrik Gregersen

Fremtidige seksuelle relationer mellem ansatte og voldsramte kvinder, som man er ansat til at hjælpe, er bandlyst og kan medføre fyring.
Sådan er indholdet blandt andet i den nye såkaldte intimpolitik, Frederikssund Krisecenter var valgt at indføre.
Politikken er udfærdiget, efter Socialtilsyn Hovedstaden satte stedet under skærpet tilsyn, fordi en ansat på Frederikssund Krisecenter indledte seksuelle forhold til mindst to kvinder, der opholdt sig på centret.
Men mens ansatte i fremtiden risikerer en fyreseddel i sådanne tilfælde, er der sket det modsatte for den kritiserede medarbejder; han er nu gjort til leder af krisecentret.
Og netop hans forfremmelse til chef er et af de vigtigste punkter i bekymringspunkterne fra Socialtilsyn Hovestaden, fremgår det af dokumenter, Lokalavisen har fået aktindsigt i.
I dokumenter oplister tilsynet en række punkter, de finder så problematiske, at de samlet når frem til, at de vil indstille stedet til lukning:
Lederens person: Den person, der i mindst to tilfælde har indledt intime forhold til en beboer i centret, er blevet forfremmet til leder. Dette finder Socialtilsynet stærkt bekymrende.
Socialtilsynet anerkender, at bestyrelsen har udarbejdet en ny intimpolitik for krisecentret og har indskærpet over for lederen, at sådanne intime og private relationer ikke er acceptable. Imidlertid føler Socialtilsynet sig ikke betrygget i, at lederen ikke igen vil udvise en ikke-professionel og grænseoverskridende adfærd.
Lederkompetencer: Udover bekymringen i forhold til lederens person er Socialtilsynet også bekymret for lederens faglige kvalifikationer i forhold til at lede et professionelt krisecenter.
Lederen har ingen fagligt relevant uddannelse i forhold til arbejdet med voldsramte kvinder, har ingen lederuddannelse og har heller ingen ledererfaring fra ledelse af et socialt tilbud. Det undrer og bekymrer derfor Socialtilsynet, at bestyrelsen har valgt netop denne person til at lede krisecentret..... Socialtilsynet kan ikke undgå at få den tanke, at den eneste grund til at udnævne den pågældende til leder er, at han er søn af den nu fratrådte leder og stifter af tilbuddet og ikke hans faglige kvalifikationer.
LÆS OGSÅ: Mandlig ansat havde sex med to kvindelige beboere

Personalekompetencer:

Socialtilsynet finder ikke, at der i krisecentret p.t. er de fornødne personalemæssige kompetencer. Med aktuelt kun en leder (uden faglig relevant uddannelse) og
én deltidsmedarbejder med grundforløb som psykoterapeut finder Socialtilsynet ikke, at krisecentret kan levere en ydelse af tilstrækkelig høj kvalitet.
Metoder: Som en naturlig forlængelse af de manglende personalekompetencer konkluderer Socialtilsynet, at ingen af krisecentrets aktuelle medarbejdere struktureret praktiserer de metoder, som krisecentret selv angiver at benytte både på Tilbudsportalen og på egen hjemmeside (Metoderne MI og AI). Det er endvidere Socialtilsynets vurdering, at ingen af de aktuelle medarbejdere har de fornødne kompetencer til at praktisere metoderne.
Bestyrelsessammensætningen: Socialtilsynet anerkender, at vedtægterne for tilbuddet er blevet revideret og formelt set lever op til gældende regler. Socialtilsynet er dog bekymret for, at to ud af tre bestyrelsesmedlemmer efter Socialtilsynets opfattelse repræsenterer en tilgang og nogle værdier, som Socialtilsynet vurderer er problematiske i forhold til at sikre den fornødne faglige udvikling af krisecentret. Socialtilsynet finder det således problematisk, at det ene bestyrelsesmedlem er den tidligere leder, som har været ansvarlig for krisecentrets daglige drift igennem en årrække, hvor krisecentret har været under flere skærpede tilsyn og er blevet ekskluderet af LOKK. Samtidig finder Socialtilsynet det problematisk, at dette medlem er mor til den nyudnævnte leder og i øvrigt er ejer af det huser, som krisecentret lejer. Disse forhold har nogle indbyggede habilitetsproblemer.
LÆS OGSÅ: Mandlig ansat havde sex med to kvindelige beboere