Vi skulle være rykket ud
Nordsjællands Politi erkender, at der er sket en fejl i forbindelse med registreringen af indbruddet hos Randi Mondorf
Nordsjællands Politi garanterer fortsat, at borgere i Rudersdal Kommune såvel som i det øvrige Nordsjælland kan forvente et besøg fra politiet, når de har haft indbrud i deres private hjem. Det forsikrer stationsleder hos Station Syd i Gentofte, som samtidig erkender, at den praksis ikke er blevet fulgt, da Randi Mondorf fik indbrud i sit hjem i efterårsferien.
"I forhold til den konkrete sag er jeg nødt til på vegne af Nordsjællands Politi at lægge mig fladt ned. Der er sket en fejl i vores registreringsbase, og det er derfor, at Randi oplever, at indbruddet slet ikke er registreret på adressen, da hun henvender sig til os. Det er ikke godt nok, og det beklager vi meget. Vi undersøger nu nærmere, hvad der er gået galt, for det er en fejl, som ikke skal ske igen," fortæller Finn Andersen, vicepolitiinspektør og stationsleder på Station Syd.
Politiet møder op
Ifølge Finn Andersen er den normale praksis, når borgere ringer og anmelder et indbrud, at det i første omgang registreres hos politiets servicecenter. Herefter sendes anmeldelsen videre til vagtcentralen, som snarest sender en patrulje til den pågældende adresse, når det kan lade sig at gøre. Der kan være tilfælde, hvor borgeren ikke er hjemme, hvorefter der laves en aftale med borgeren om et besøg, eller der kan være usædvanlige travle situationer, hvor politiet ikke har mandskab til rådighed. Men det er undtagelsen og ikke regelen, understreger stationslederen.
"Vi har en helt klar politik og strategi om, at vi rykker ud til samtlige indbrud i privat beboelse. Det er et prioriteret og vigtigt område for os, fordi det handler om tryghed. Det er enormt utrygt at komme hjem til en gennemrodet bolig, og derfor skal vi også møde op," lyder det fra Finn Andersen.
Politiet begår også fejl
Ifølge Finn Andersen er indbrudstallene for Nordsjællands faldet igennem de seneste år, og til at tage sig af de indbrud, der fortsat bliver begået, har politiet nedsat to taskforces, som har særligt fokus på dette område. Og de private indbrud har høj prioritet.
"Hvis der er tale om indbrud i privat beboelse, så kommer vi. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at der kan være andre eksempler på det modsatte, men hvis det er tilfældet, vil jeg opfordre borgerne til at henvende sig, så vi kan kigge på det. Det er klart, at lige så vel som andre kan begå en fejl, kan politiet også, og det er tydeligvis det, der er sket i dette konkrete tilfælde," slutter Finn Andersen.