Politistationen i Farum lukker
Der er ikke længere behov for nærpolitistationen i Farum, mener Nordsjællands Politi
Nordsjællands Politi har planer om at lukke nærpolitistationen på Rådhustorvet i Farum.
Politiet vil i stedet lave en aftale med Furesø Kommune omkring leje af et lokale på eksempelvis rådhuset, hvor politiet vil være til stede en gang om ugen.
Sagen er på dagsordenen til næste økonomiudvalgsmøde, der afholdes på onsdag den 18. november, og i dagsordenen står der blandt andet, at ønsket om at lukke nærpolitistationen i Farum hænger sammen med et ønske om at udnytte politiets ressourcer bedst muligt. Nærpolitistationen i Farum holder kun åbent nogle timer om ugen
I takt med at en del opgaver er forsvundet fra politiet - blandt andet pas og kørekørt - har behovet for nærpolitistationerne ændret sig. Samtidig er det blevet nemmere at lave elekstroniske anmeldelser, og de fleste nærpolitistationer er allerede blevet nedlagt.
"De fleste af 'nærpolitistationerne' er blevet nedlagt som selvstændige enheder, og der er indgået et samarbejde med en kommune om kontorfaciliteter. Den eneste tilbageværende 'nærpolitistation' med selvstændig adresse og mere end to til tre timers ugentlig åbningstid, er beliggende i Farum. Således har Nordsjællands Politi indgået samarbejde med Halsnæs kommune, Egedal kommune, Gribskov kommune og Fredensborg kommune, hvor politiet har lejet kontorlokaler på et rådhus og er til stede i et tidsrum, hvor også kommunen har kundeekspedition. Politiet er typisk til stede i ca. 2 timer om ugen de fleste steder på torsdage fra kl. 15.30 til 17.30", står der i dagsordenen til økonomiudvalgsmødet.
Klares på nettet
Lukningen af politistationen i Farum får ingen indflydelse på de akutte opgaver, hvor der hurtigt er brug for politiets hjælp. Den opgave er i mange år blevet løst fra vagtcentralen i Helsingør, der dækker hele politikredsen.
Politiet har lavet en undersøgelse, der viser, at de fleste personlige henvendelser på nærpolitistationerne drejer sig om forespørgsler, som man i langt de fleste tilfælde kan få svar på via politiets hjemmeside. Der er også en del henvendelser, der drejer sig om udfærdigelse af straffeattester, og det kan man også klare på politiets hjemmeside.
Nordsjællands Politi mener, at det vil være mest hensigtsmæssigt, hvis det nye kontor ligger i Farum - eksempelvis i forbindelse med kommunens jobcenter på Rådhustorvet.