Fortsæt til indhold

Uheldig taxachauffør lagt i koma

Krimi
Fred Jacobsen

En taxachauffør, der onsdag eftermiddag fik et ildebefindende bag rattet på sin bil på Usserød Kongevej i Hørsholm, er fortsat på sygehus. Ifølge taxaselskabet Taxi Nord 4x48 bliver manden holdt i kunstig koma efter hændelsen i Hørsholm.
Det drejer sig om en 60-årig mand fra Kokkedal, som onsdag ved 14.15-tiden fik et ildebefindende, mens han kørte i bilen.
Snarrådige fodgængere på Usserød Kongevej så, at manden bag rattet ikke var frisk. De standsede den langsomt kørender bil og fik den 60-årige chauffør ud og begyndte straks at give førstehjælp og tilkalde læge og ambulance.
"Folk var virkelig på stikkerne. Buschauffør og folk omkring var hurtigt klar til at hjælpe," fortalte vidner, som ikke ønskede deres navn i Ugebladet.
Taxachaufføren blev kørt til Gentofte Sygehus.