Fortsæt til indhold

Anna-Claudias ni-årige søn blev kørt ned på vej til skole - nu råber hun vagt i gevær

Mor til ni-årig dreng frygter, at der sker en alvorlig ulykke, der hvor hendes søn for nylig blev ramt af en bil

Krimi
Martin Warming

Anna-Claudia Erichsen, der bor i Ryget Skovby i Værløse, råber nu vagt i gevær.
Hendes ni-årige søn, Jens, blev for nylig ramt af en bil, da han skulle krydse Olaf Becks Alle på vej i skole - og hun frygter, at der vil ske flere ulykker, hvis trafiksikkerheden ikke forbedres.
Det helt store problem opstår ifølge Anna-Claudia Erichsen, når de mange skolebørn, der cykler ad cykelstien fra Ryget Skovby til Søndersøskolen, skal krydse Olaf Becks Alle. Der er en rigtig god cykelsti det meste af vejen, men børnene skal altså krydse den befærdede vej midt i morgentrafikken, og der er ingen fodgængerovergang, der hvor cykelstien krydser vejen. Og det kan godt være lidt af en udfordring for dem, fortæller hun.
"Der holder rigtig mange biler i kø på Olaf Becks Alle om morgenen. Til dels, fordi der er mange beboere fra området, der skal ned på Kirke Værløsevej, men også fordi, der er mange andre bilister, der bruger vejen som en slags smutvej, når de kommer ude fra Kirke Værløse. Det gør det rigtig svært for børnene at komme over vejen. Derudover er der busstoppesteder på begge sider af vejen lige der, hvor børnene skal krydse den, og det betyder, at oversigtforholdene er rigtig dårlige. Endelig er det en misforstået venlighed at nogle af bilerne holder tilbage og andre ikke. Det forvirrer børnene", siger Anna-Claudia Erichsen.

Slap heldigt

Hendes ni-årige søn blev kørt ned, da en bilist - der bare ville være flink - vinkede ham frem og gjorde tegn til, at han skulle krydse vejen. Sønnen satte sig op på sin cykel og kørte ud på vejen men blev ramt af en bil, der kom kørende nede fra Kirke Værløsevej. Han slap heldigvis fra ulykken med blå mærker og skrammer, men Anna-Claudia Erichsen håber alligevel, at kommunen vil gøre noget ved trafiksikkerheden, inden der sker en alvorlig ulykke.
"Jeg synes, at de skal lave en fodgængerovergang og flytte busstoppestederne, så oversigtsforholdene bliver bedre. Jeg ved, at det har været et problem i mange år, men det påvirker selvfølgelig en ekstra meget, når det er ens eget barn, det går ud over", siger Anna-Claudia Erichsen, der nu har henvendt sig til kommunen for at få dem til at gøre noget ved problemet.

Der er busstoppesteder på begge sider af vejen - lige der, hvor børnene skal krydse Olaf Becks Alle - og det gør det svært for børnene at orientere sig, mener Anna-Claudia Erichsen. Foto: Martin Warming

Ingen løsning her og nu

Hos Furesø Kommune forklarer Lena Jensen, der er vejingeniør i Vej & Park, at kommunen tager Anna-Claudia Erichsens henvendelse alvorligt.
”Kommunen har i 2011 arbejdet med et projekt på Olaf Becks Alle, hvor kørebanen skulle snævres ind til et spor, ved busstopstedet og stikrydsningen. Pengene blev bevilliget, men da Kommunen fremlagde projektet for den fælles grundejerforeningen, var der ikke enighed omkring realiseringen af projektet. Kommunen gik derfor ikke videre med projektet", fortæller hun.
I starten af 2016 fremlægger forvaltningen forslag til 'trafiksikkerhedsprojekter i 2016'. De prioriterede projekter taget udgangspunkt i 'Trafikplan for Furesø Kommune 2013-2017' suppleret med de opdaterede uheldstal for 2015 og de løbende henvendelser forvaltningen har modtaget fra borgere, grundejerforeninger med flere om ønsker og forslag til forbedring af trafiksikkerheden. Miljø-, Plan- og Teknikudvalget tager stilling til hvilke projekter, der skal prioriteres, men om Anna-Claudia Erichsen får sit ønske om en fodgængerovergang opfyldt, er altså ikke til at vide endnu.
Lena Jensen opfordrer forældrene i området til at tage en snak med børnene om, hvordan man forholder sig i trafikken.
"Det er vigtigt, at man forklarer sin børn, at de skal holde tilbage og orientere sig ordentligt, inden de krydser vejen", lyder rådet fra Lena Jensen.