Motorvejstur kostede kortet
En 23-årig mands kørsel en eftermiddag i februar var forleden årsagen til, at manden stod tiltalt ved Retten i Helsingør for flere overtrædelser af færdselsloven.
Bilisten havde valgt at udeblive fra retsmødet, men det forhindrede ifølge retsbogen ikke retten i at fælde dom på baggrund af de øvrige beviser i sagen.
De omfattede videooptagelser fra mandens kørsel i nordgående retning på Helsingørmotorvejen. Her blev han ved Nivå spottet, idet han ifølge politiets observationer og beregninger kørte så tæt på en forankørende, at han ville have haft ned til 0,32 sekund til at reagere i trafikken.
Dernæst målte politiet bilisten til at køre mindst 160 km/t, hvor man må køre 110 km/t.
Manden var også tiltalt for at have kørt mindst 141 km/t på motorvejens nordligste strækning, hvor man må køre 80 km/t, men dette mente retten dog ikke, at der var tilstrækkelige beviser for.
Men den 23-årigs kørsel forinden var nok til, at dommeren fandt ham skyldig i at tilsidesætte væsentlige hensyn til trafiksikkerheden.
Det kostede ham en bøde på 7.000 kroner og seks måneders frakendelse af kørekortet.