Fortsæt til indhold

Rumæner dømt for grov skatte- og momssvig

Krimi
Arkiv

En 52-årig mand fra Rumænien blev torsdag ved Retten i Holbæk idømt fængsel i 1½ år, en tillægsbøde på 6 millioner kroner samt udvisning af Danmark for at have medvirket til grov skatte- og momssvig for cirka 12 millioner kroner. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 52-årige etablerede i 2013 et firma indenfor rengørings- og vikarbranchen og rejste efterfølgende tilbage til Rumænien. Mens blev firmaet af andre bagmænd benyttet til at unddrage myndighederne moms, skat og arbejdsmarkedsbidrag for de 12 millioner kroner.
Den 52-årige bagmand blev dog anholdt i Rumænien i august måned efter en europæisk arrestordre og han blev derefter udleveret til Danmark til retsforfølgning.
"Når man ser på, at den dømte ikke selv har fået nogen andel i udbyttet og kun ydet et begrænset bidrag til svindlen, er jeg tilfreds med rettens afgørelse, som jeg vurderer som et udtryk for, at selv en mindre grad af medvirken til omfattende skatte- og momssvig straffes hårdt," udtaler senioranklager, Thomas Brædder, fra Midt- og Vestsjællands Politi. Den dømte ankede straks dommen.