Rasende mand bed politimand hårdt i fingeren
Torsdag klokken 12.17 blev politiet kaldt ud til husspektakler på Axelborg i Horsens.
Her mødte de en aggressiv mand på 22 år, der ikke uden videre ville gøre, som betjentene sagde. De fik ham pacificeret, men undervejs bed han en politimand hårdt i hans højre tommeltoft, så det blødte kraftigt.
Politimanden måtte på skadestuen og er i dag sygemeldt, oplyser vicepolitiinspektør Peter Thaysen, Horsens Lokalpoliti.
Den 22-årige mand havde desuden en peberspray på sig, og han har i forvejen flere ting på 'bankbogen', så politiet har besluttet at fremstille ham i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Han er sigtet for vold mod tjenestemand, brud på våbenloven samt flere andre lovovertrædelser fra tidligere.
Den 22-årige mand er fra Horsens, men bor ikke på adressen på Axelborg, hvor husspektaklerne blev anmeldt.