Eneste problem? Han havde ikke varerne...
En 28-årig mand fra Køge har mildest talt storsvindlet på Den Blå Avis fra juli i år til den 11. november. I den periode har han fået 60 personer til at overføre penge til ham.
Manden solgte blandt andet forskellige smartphones og Ipads. Køberne satte pengene ind på en bankkonto, men de fik aldrig det købte leveret.
Derfor har Retten i Roskilde tirsdag fængslet den 28-årige mand. Alt i alt har han ifølge politiets sigtelse bedraget sig til 235.000 kr. i de 60 bedrageriforhold.
Den 28-årige er foreløbig varetægtsfængslet til den 17. december.
Sagen er et klassisk eksempel på bedrageri, som politiet har advaret om mange gange. Opfordringen er igen, at man ikke indbetaler penge til nogen uden at sikre sig, at varen rent faktisk leveres, og risikoen er klart størst, når man handler via nettet.