Regnvejr gav udskridninger og buler ved E45 Aarhus Nord
Flere biler var søndag aften impliceret i et færdselsuheld på frakørslen til Djurslandmotorvejen
Der blev rekvireret ambulance og frigørelsesværktøj, da flere biler søndag kl 16.38 kørte af vejen på frakørselsrampe 46 ved Aarhus Nord på E45 sydgående mod Djurslandmotorvejen.
"Der var to eller tre biler involveret i uheldet, som ikke medførte personskade," fortæller indsatsleder ved Favrskov Brandvæsen Tinna Lynge Jensen.
LÆS OGSÅ: Brandvæsnet rykkede ud og fejrede sin 100 årsdag
Stor udrykning
Men udrykningen fyldte en del, da Falck i Hinnerup sendte en sprøjte og Hadsten Brandvæsen mødte frem med redningsvognen. Og dertil indsatslederbil og en ambulance, der ikke blev brug for.
Meldingen fra alarmcentralen lød på eventuelt fastklemte.
"Der blev bøjet et par vejskilte af bilerne, som var rutschet af vejen."
Frakørselsrampen volder ofte problemer for bilisterne, især når det har regnet. Småsten skyller ind på kørebanen og gør den meget glat. Det anbefales, at man passerer svinget med 40 km/t.