Politipatrulje stoppede julegavetyveri
Tre gerningsmænd anholdt i færd med at stjæle julegaver fra bil i Fiskergade
En vågen borger anmeldte i nat klokken 00.59 til Østjyllands Politi, at nogle gerningsmænd var i færd med at stjæle fra en parkeret bil i Fiskergade. Der blev straks sendt en patrulje til stedet. Ved ankomsten til Fiskergade bemærkede patrulje tre mænd, som ivrigt var i færd med at fiske ting ud fra bagruden af en bil. De pågældende bemærkede patruljevognen og fik travlt med at gå fra stedet, to i én retning og én i en anden retning. Patruljen lod sig ikke umiddelbart snyde og fik råbt de pågældende an og foretog herefter anholdelse klokken 1.02 uden dramatik.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Det viste sig, at der fra bilen var fjernet nogle julegaver, som dog i forbindelse med anholdelsen blev 'efterladt' af gerningsmændene omkring bilen og efterfølgende udleveret igen til ejeren.
De tre anholdte er mænd på 19, 19 og 23 år, og de forventes fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus senere i dag.